Det var en frostklar decembermorgen på Nordpolen, og alting virkede normalt. Alferne hamrede løs på deres værksteder, rensdyrene øvede formationer i sneen, og Julemanden… ja, Julemanden? Han var ingen steder at finde.
Alferne begyndte at blive nervøse. Klokken nærmede sig juleaften, og der var stadig meget at ordne. Alfemanden, leder af værkstedet, sendte en alf ud for at lede efter Julemanden. Efter lidt tid fandt de ham – ikke i sit kontor eller ved slæden, men i den lille bar, som han åbenbart havde fået bygget bag sin lade.
Der sad Julemanden i sin røde dragt, men med en halv åben skjorte og en nissehue på skævt. Han holdt en stor juleøl i hånden og sang højlydt:
“Højt fra slædens gyldne kant, der flyver vi med en bajer i hånd!”
“Julemand! Hvad laver du her? Vi skal gøre os klar til jul!” råbte alfemanden.
Julemanden tog en stor slurk af sin øl og svarede:
“Slap dog af, Alfemand! Hvem gider arbejde så hårdt, når man kan hygge sig med en god, kold øl? Jeg har knoklet i århundreder. I år… i år skal jeg bare nyde en julebajer eller ti!”
“Men, Julemand! Verden venter på deres gaver!” udbrød Alfemanden desperat.
“Bah!” sagde Julemanden og vinkede afværgende. “Ungerne har alligevel allerede alt for meget legetøj. Jeg gør dem faktisk en tjeneste. Og ved du hvad? Jeg har lige lavet en ny liste. Den hedder Bajernes Ønskeliste. Første punkt? Flere bajere!”
Alferne prøvede alt for at overtale ham. De forsøgte at minde ham om hans ansvar. De sang julesange. De tilbød endda at bygge en gave, der var en automatisk ølåbner, så han kunne blive færdig hurtigere. Men intet virkede.
Til sidst besluttede rensdyrene at tage affære. Rudolf trådte frem og sagde:
“Okay, Julemand, hvis du ikke tager afsted i år, så tager vi slæden selv og gør arbejdet!”
Julemanden kiggede forbløffet på Rudolf og brølede af grin. “Dig? Hvem skal styre slæden, din rødnæsede rebel?”
Rudolf smilede skævt. “Du glemmer, Julemand, at vi har holdt dig på rette spor i århundreder. Uden os kan du ikke engang finde til Danmark uden at tage en omvej over Fiji!”
Det slog åbenbart noget an i Julemanden. Han kløede sig i skægget og mumlede:
“Okay, okay, I har ret. Jeg har måske taget en bajer eller to for meget…” Han tøvede og kiggede længselsfuldt på sin øl. “Men… må jeg ikke tage en kasse med til turen?”
Alferne sukkede, men de vidste, at de ikke kunne få alt. Så de aftalte, at Julemanden måtte have én kasse øl med i slæden – hvis han lovede at holde pause mellem leveringerne.
Og sådan gik det, at julen blev reddet i sidste øjeblik. Ganske vist fik nogle børn pakker, der lugtede lidt af bryghus, og Julemanden var lidt ekstra langsom den nat. Men han nåede det.
Da han kom hjem, udbrød han:
“Det var tæt på, venner! Men næste år… næste år tager vi det roligt. Måske en øl-julekalender? Én om dagen. Det må være nok.”
