Bjørn, en eventyrlysten isbjørn fra Jylland, havde én mission: at besøge Strøget i København. Han havde hørt om de hyggelige butikker, varme kaffebarer og måske endda finde en ny, flot hue til sine små isbjørneører. Men han anede ikke, at hans togtur ville blive en rejse fyldt med flere forhindringer, end selv den mest garvede pendler kunne forestille sig.
Det startede ellers godt. Bjørn havde pakket sin taske med en ekstra stor termokande kakao, en håndfuld småkager og sin trofaste halstørklæde. Han stod klar på stationen, klar til sit storbyeventyr.
“Afgang mod København er forsinket på grund af frost på skinnerne.”
Frost på skinnerne? Bjørn rullede med øjnene. Han var bogstaveligt talt lavet til frost, men åbenbart var DSB’s tog ikke. Tre timer senere sad han stadig på stationen og forsøgte at holde sig vågen ved at tælle duer, der prøvede at stjæle hans småkager.
Da toget endelig ankom, var han lettet. Nu var han da i det mindste på vej! Eller… det troede han. Indtil toget nåede Storebæltsbroen, og endnu en melding lød over højtalerne:
“Vi holder her et øjeblik på grund af nedfaldende istapper.”
Bjørn stirrede ud af vinduet. Nedfaldende istapper? Han begyndte at overveje, om universet forsøgte at fortælle ham, at København måske bare ikke var hans skæbne.
Men han var en stædig isbjørn. Han skulle til Strøget, om det så tog hele dagen.
Desværre var universet ikke færdig med ham endnu…
Efter hvad der føltes som en evighed, rullede toget endelig videre over Storebæltsbroen. Bjørn åndede lettet op. Nu måtte det da snart være slut med forsinkelserne!
Men næppe var han kommet til Slagelse, før højtaleren igen brummede med dårlig nyt:
“Grundet brud på køreledninger skal alle passagerer skifte til togbus.”
Bjørn gned sig i øjnene. Selv for en tålmodig isbjørn var det her ved at blive for meget. Han slæbte sig ud af toget og fandt plads i bussen. “Nå, men så er jeg da snart videre,” tænkte han optimistisk.
Nej. Nej, det var han ikke.
Midt på motorvejen sad bussen pludselig fast i kø. En lastbil fyldt med frosne fisk var væltet, og nu var vejen dækket af panikslagne måger, der så det som en gratis buffet. Bjørn kunne kun se til, mens trafikken sneglede sig frem i to langsomme timer.
Da han endelig kom til næste station, var han udmattet, men fast besluttet. Nu måtte det sidste tog da gå uden problemer!
“Vi beklager forsinkelsen. Toget kan ikke køre videre, da dørene er frosset fast.”
Bjørn stirrede tomt ud i luften. Han var en isbjørn. Han havde tilbragt hele sit liv omgivet af sne, is og temperaturer langt under frysepunktet. Og alligevel var det isen i Danmark, der holdt ham tilbage?
Han overvejede kort at tage sagen i egen pote og skubbe dørene op selv, men i stedet satte han sig bare ned og tog en dyb indånding. På dette tidspunkt vidste han, at der ikke var noget at gøre.
Mange, mange timer senere rullede han endelig ind på Københavns Hovedbanegård. Han slæbte sig af toget, traskede mod Strøget – og blev mødt af synet af butiksejere, der lukkede skodderne og slukkede lysene.
Alt var lukket.
Bjørn stod midt i den mørklagte gågade og kiggede opgivende op mod nattehimlen. Hele den her iskolde rejse for absolut ingenting.
Han trak sin termokande frem, tog en slurk lunken kakao og sukkede dybt.
“Jeg burde have taget til Aalborg i stedet.”
