Hun havde arvet et gigantisk firma, og selvom hun ikke just var i familie med Albert Einstein, var hun overbevist om, at hun var en regulær forretningsguru. Sandheden? Den lå et helt andet sted – cirka lysår væk.
Hun havde absolut ingen anelse om ledelse, management eller alt det der kedelige, men desværre nødvendige, der følger med at være chef. Hendes forhold til medarbejderne var mildest talt ikke-eksisterende, men i stedet for at kigge indad og tænke måske er det mig, den er gal med, valgte hun en mere… kreativ tilgang. Hun begyndte at liste rundt på gangene som en budget-James Bond for at afsløre ansatte i lyssky aktiviteter.
En formiddag spottede hun sit første “offer” – en ung mand iført sorte cykelshorts og en god portion børnecreme i håret. En kombination, der i sig selv var en gåde. Med sin sædvanlige skrappe attitude behøvede hun ikke engang at præsentere sig, før hun satte i gang:
“Hvad står De dér og driver den af for?” snerrede hun.
Da han ikke svarede hurtigt nok, skruede hun op for dramatikken: “Hvad får De egentlig i løn?”
“14.500 kroner,” svarede den unge mand forsigtigt.
Uden at blinke rev hun sit checkhæfte op af tasken, skriblede en check på 14.500 kroner og rakte den til ham. “De er hermed fyret!” erklærede hun, som om hun lige havde løst en stor forbrydelse.
Med en ildrød ansigtskulør og en følelse af sejr trampede hun videre gennem firmaet, indtil hun passerede personaleafdelingen. Her slog hun et dramatisk sving ind og spurgte afdelingschefen:
“Hvem i alverden har ansat den knægt?”
Afdelingschefen kiggede op fra sit papirarbejde, hævede et øjenbryn og svarede tørt:
“Øh… det har De Grønne Bude.”
Og sådan gik det op for firmaets store leder, at hun netop havde fyret en uskyldig bud-dreng – og betalt ham en hel måneds løn for fornøjelsen.
